Nye indlæg

Forfatter Michael Ford
 
Kronikker, kommentarer
og "knæk-prosa"-tweets
fører dig gennem KOMA-trilogiens og
Michael Fords univers.
 
 
 
 
 
 

Vi er fattige, fordi I er rige.

Skrevet af Michael Ford
23-05-2017 11:17
Michael Ford, kronik i FAA - Vi er fattige, fordi I er rige
Vi er fattige, fordi I er rige.



Så enkelt kan det sammenfattes. Det er parolen fra et drama, ”The March”, produceret af BBC i 1990. Dengang var det science-fiction, i dag er det virkelighed. Filmen handler om en karismatisk muslimsk leder, der efter langvarig tørke i Sudan fører 250.000 afrikanere på en 500 kilometer lang march til Gibraltarstrædet, hvorfra de i gummibåde forsøger at komme ind i Fort Europa. Pludselig begynder soldaterne oppe på klippen at skyde …

Dramaet er uden tvivl inspireret af Jean Raspails profetiske roman fra 1972, ”The Camp of the Saints”, hvor der i omgange er millioner af fattige indere, der trænger op igennem Europa og præsenterer vores samfundsorden og kultur for en hidtil uset udfordring.

Her er tale om folkevandringer, og Europa er målet. Hvorfor os? Enkelt: Vi er rige, og de er fattige. Europæere har i århundreder set Afrika og Mellemøsten som den hvide mands legitime skattekammer, og vores bistand i anden halvdel af det 20. århundrede har stort set ikke været andet end aflad. For lidt, for sent. Nu kaster de sig i bådene, de vil ikke finde sig i det længere. Nu er vi deres skattekammer. De ser et Europa med forjættede lande, hvor de kan udleve deres europæiske drømme.

De flygter fra krig og menneskeskabte naturkatastrofer, og vore velfærdsstater, der bekender sig til hellige men utidssvarende konventioner, fremstår som et tagselvbord med frit valg på alle hylder. De kommer, fordi de er så fattige, og vi er så rige. På deres mobiltelefoner kan de stirre ind i Nordeuropas varme stuer, hvor vi sidder ved vore bugnende middagsborde og lykønsker hinanden med vores velstand og succes. Sæt dig i deres sted og sig mig, hvad du ville gøre. Og hvad gør vi så nu?

Hvad gør vi, når alle de uledsagede børn dukker op ved vore grænser og banker på vores dør? Disse børn af palæstinensere, disse børn af syrere, kurdere, irakere og afghanere; disse børn fra Sudan, Somalia og andre overbefolkede nordafrikanske lande, hvor krig og hungersnød har udslettet ethvert håb om en fremtid? Vi lukker dem selvfølgelig ind i vort trygge velfærdssamfund, selvom vi inderst inde ved, at vi gør de fleste af dem en bjørnetjeneste. Tyve års erfaring med at integrere mennesker fra væsensforskellige kulturer byder på alt for få succeshistorier. Hvad gør vi forkert? Vore hensigter er jo de bedste. Vi er humanister og vil så gerne åbne vort land og give en hånd med. Hvorfor ender vi da med at være så utilstrækkelige? Hvorfor gør vi uforvarende så mange børn fortræd?

I dag ser vi svaret alle vegne i vort multietniske samfund. Det er der lige for næsen af os. For hvad er det første, alle disse børn og voksne gør? De søger til deres egne enklaver i storbyerne, hvor de finder den samme tryghed og livsstil, som de kendte i det land, de er flygtet fra. Vi er politisk korrekte og kalder dem tosprogede, men i virkeligheden ejer de fleste af dem kun to halve sprog med to halve identiteter til følge. I en splittet følelse af afmagt søger de støtte i deres medbragte kultur og religion og formår ikke, ønsker dybest set ikke, at dele vores identitet, for vort sprog, tro og livsstil vil altid være fremmed for dem. Og det er helt normalt. Vi gør det samme, når vi ”flygter” til Costa del Sol. Er der en anden vej, en bedre løsning? For dem og for os?

Jeg ser for mig en moderne flygtningelejr i en blomstrende ørken. Der er skoler og hospitaler, der er landbrug og små virksomheder og markeder med et bugnende udbud af fødevarer. Jeg ser alle børnene i deres skoleuniformer på vej til lærdommens alter blandt voksne, der arbejder og trives med en meningsfuld tilværelse, ikke langt fra det hjem, de forlod på grund af krig, sygdom og hungersnød.

Disse børn uden et land befinder sig i et midlertidigt åndehul, hvor deres barndom hastigt glider over i en kort ungdom, men dette kan ophøre hvilken morgen som helst, hvor de igen vågner til krig og bombers hærgen. Vi vil aldrig kunne forstå deres mareridt og rædselsnætter. Derfor er det en ren pligt for mig og alle andre voksne mennesker på denne konfliktinficerede klode, på hvis skuldre byrden og ansvaret hviler, at gøre vort yderste for at bibringe disse børn faciliteter, lærdom og menneskelig ballast – dér hvor de er. Det får de brug for i en fremtid, som lige her og nu ser alt andet end lys ud. De har ikke brug for fisk, de har brug for en fiskestang.

Løsningen er ikke at modtage dem i europæiske velfærdssamfund, der af godhed og venlighed segner under en antikveret konventionsbyrde og nu ikke er i stand til at yde bistand til de millioner af sagesløse eksistenser, som ikke er så velstillede, at de formår at betale dødskartellerne og de kriminelle menneskesmuglere for en enkeltbillet til asyllotteriet.

Den rige verden må gå sammen i en moderne Marshallplan, der skal finansiere oprettelsen af moderne flygtningebyer i de katastroferamte nærområder. Permanente bosættelser med forhold, vi i den rige verden ville byde vore egne børn. Yes, we can! Husk, de er fattige, fordi vi er rige.

Frederiksborg Amts Avis, Kronik, tirsdag den 4. april 2017

Solnedgang - Michael Ford
Michael Ford | CVR: 26999545 | Lergraven 5, DK-3140 Ålsgårde  | Tlf.: +45 48717071