BØGER / Holger Danske / Presse / Feature 2; Holger Danske møder Mellemøsten med et brag
Holger Danske af Michael Ford

Feature 2; Holger Danske møder Mellemøsten med et brag

Forfatter Michael Ford på Kronborg, Holger Danske
 
Artikel af Claus Kjærsgaard
Helsingør Dagblad, den 13. april 2019 (foto: Torben Sørensen)
 
 
Det er kun et par måneder siden 68-årige Michael Ford gik på pension. Lige siden har han haft travlt med at skrive.
 

ÅLSGÅRDE: Det var på Kronborg, at Michael Fords mor som 15-årig fandt ud af, at hun skulle være skuespiller. Nu, 90 år senere, spiller Kronborg en vigtig rolle for hendes søn.
Som titlen antyder er Kronborg nemlig en vigtig del af handlingen i spændingsromanen “Holger Danske”, der udkommer den 25. april.
– Det starter lige her, siger Michael Ford og peger på toiletterne ved indgangen. Det er her John Hansen lige tjekker om vesten sidder rigtigt, den vest, der er en selvmordsbombe, inden han skal ind til årets Hamlet-opførelse.

Familien er gidsler
Mellem John og Hansen gemmer sig også navnene Abdul Ali, for John er en ung kristen dansk-palæstinenser, der afpresses til at sprænge sig selv i luften for at redde sin familie.
Hvordan det faktisk går, skal ikke røbes her, men det er ikke første gang, at Michael Ford fokuserer på Mellemøsten og hvordan vi forholder os til den. Senest har han skrevet sin Koma-trilogi, hvor hovedpersonen også hedder John og forsøger det umulige at skabe fred i Mellemøsten.
– Jeg er jo selv en andengenerationsindvandrer, fastslår Michael Ford. Hans far var englænder og hans mor svensk. Selv om familien flyttede til Danmark i 1955, har Michael Ford ikke været mere rodfæstet end at han som voksen blandt andet har arbejdet og boet i Sverige, hvor hans øvrige familie også bor.

Det travle otium
Han har også boet i Beirut, og så var han i mange år underviser på Al Irshad-skolen på Fredericiavej i Helsingør. Det var svært for ham at give slip.
– Det var egentlig min kone, der gerne ville have, at jeg nu gik på pension. Jeg tror nok, vi var lidt usikre på, hvordan tiden skulle gå, men vi har haft travlt lige siden. Vi kan ikke lade være med at foretage os noget, og min kone har lige valgt som 71-årig at gå i gang med en ny uddannelse, siger Michael Ford.

Hemmelighed i Ålsgårde
Selv er han, som han selv udtrykker det, “kun 68 et halvt år”, og han har haft travlt med at være forfatter lige siden han stoppede på skolen.
– Måske var det meget godt, at jeg stoppede på skolen, for så blev jeg færdig med bogen, fortæller han. Han har brugt næsten to år på at skrive bogen, men inden den udkommer, er han allerede tæt på at være færdig med den næste.
Den handler om en mand, der siddende på Langebro i Ålsgårde fortæller sin livshistorie. Men man skal være varsom med at dele oplysninger med andre, det kan misbruges. Også her trækkes der, uden at mere skal røbes, tråde til Mellemøsten, På den måde forenes Michaels bopæl i Ålsgårde med Mellemøsten, som har en stor plads i Michael Fords hjerte, og som han har en stor viden om. Lige som han som cand.mag. i engelsk litteratur har et nært forhold til Shakespeare.
– Jeg skriver kun om emner, jeg har forstand på, siger Michael Ford.
Han har også stadig forbindelse med gamle elever.
– Nogle af dem spørger mig, hvornår filmen kommer, siger Michael Ford. Han henviser til, at han for egen regning bekostede en dyr trailer som reklame for sin Koma-serie.

Kun blockbusters
Selv om serien har fået meget opmærksomhed og et vist salg, så er der ikke udsigt til, at en film er på vej.
– I dag laver man kun blockbusters, slår Michael Ford nøgternt fast. Han er ikke den første forfatter, der har kontateret, at det er blevet mere end svært at leve af sine bøger, hvis man ikke i forvejen er kendt. Og det gør egentlig heller ikke så meget.
– Jeg vil da gerne have, at mine bøger bliver læst, men jeg skriver den mest for min egen skyld, siger Michael Ford. Han lægger dog stadig vægt på at give bøgerne en god præsentation og har igen lavet en trailer, denne gang på et lavere budget.
– Den er allerede blevet set 4.000 gange, konstaterer han.
Det er et interessant sammentræf, at Michael Fords nyeste bog foregår på Kronborg, som fik så stor betydning for hans mors liv. Det er dog netop kun et sammentræf, slår Michael Ford fast. Det var først efter at han var blevet færdig med bogen, at hans kone Regitze Schmidt gjorde ham opmærksom på sammenfaldet.
Elsie Albiin og Michael Ford, Kronborg blev deres skæbne
Kronborg Slot, Holger Danske af Michael Ford
Michael Ford | Lergraven 5, DK-3140 Ålsgårde  | Tlf.: +45 48717071