Lektørudtalelse
"Denne bog er eventyret om Peter Panda, der er opvokset i Zoo i Det lille Land. Da det viser sig, at han måske er verdens sidste panda, fører det ham, direktøren for Zoo, dennes søn og en gruppe zoologer ud på en spændende ekspedition til Kina for at finde en mage til Peter. Efter dramatiske og mystiske hændelser fuldføres missionen. Emnet, den truede kæmpepanda, vil fængsle mange børn fra fem år og opefter og give anledning til snak om truede dyrearter. Historien lever op til ideen om et moderne eventyr, den rummer både facts, spænding, humor og en gammel kinesisk myte.
Bogen er velegnet til oplæsning for de 5-9-årige, og den kan selvlæses fra 9 år. Den er illustreret med smukke om end lidt stive illustrationer i gråtoner, teksten er sat med en åben, letlæst typografi, og så er det i øvrigt imponerende, at se så lækker en udgivelse med tykke glittede sider og et gedigent omslag fra et nystartet forlag."
Ulla Møller (2003)
Anmeldelser:
"En pragtfuld fortælling, som mixer bevarelsen af truede dyrearter, gamle kinesiske myter, og kærlighed på en meget spændende måde. Det bliver til et utroligt spændende eventyr om at redde Peter Panda. Historien giver læseren en dejlig følelse af, at det nytter at hjælpe. Det er en rigtig dejlig og lærerig historie, som alligevel bevarer eventyret til sidste linje - og selvfølgelig har en rigtig eventyrslutning. Lækker kvalitet og dejlige tegninger."
Lotte Sørensen
Skovlunde