Nye indlæg

Forfatter Michael Ford
 
Kronikker, kommentarer
og "knæk-prosa"-tweets
fører dig gennem KOMA-trilogiens og
Michael Fords univers.
 
 
 
 
 
 

Fra republik til enevælde ...

06-01-2020 16:35
Fra republik til enevælde, Michael FordPræsidenten er død! Kongen længe leve!

I et forsøg præget af dagligt udbasunerede løgne ledsaget af galopperende storhedsvanvid stræber manden i Det Hvide Hus på fjerde år efter at blive medlem af De Stærke Mænds Klub.

Det kræver bare lige, at han får justeret det repræsentative demokrati i USA og erstattet det med et demokratisk monarki, hvor han selv er konge på livstid, og hans afkom derefter i generationer arver tronen. Det kan måske meget vel lade sig gøre med støtte fra 60 millioner hvide amerikanere og lidt hjælp fra Moder Rusland.

Hans store forbillede er formanden i klubben, Ruslands zar Vladimir Putin, samt næstformanden, Kong Xi Jinping af Kina og for bare at nævne nogle af de menige medlemmer – Kim Jong-un i Nordkorea, Recep Tayyip Erdogan i Tyrkiet, Abdul Fatah al-Sisi i Ægypten og Kronprins Mohammed Bin Salman i Saudi-Arabien – ikke at forglemme lille Rodrigo Duterte i Filippinerne, som nok er hans helt specielle yndling, da vedkommende rent faktisk og med stolthed har indrømmet, at han har kørt rundt i gaderne og skudt folk, uden at der blev løftet en finger!

Hvem er det så lige Donald Trumps hidtidige livsforløb minder os om? Os der kan vores historie. Jo, en vis østrigsk husmaler ved navn Adolph Hitler. Vælg en gruppe individer, som vi kan svine til og hade, fordi de er onde og ødelægger det for alle os hvide og lyshårede. Det kan være jøderne eller de sorte og de brune, dybest set er det ligegyldigt, bare vi er enige om at hade dem – så kan man få folk til hvad som helst. Det er da
ganske uhyggeligt!

Nu har jeg i snart 4 år siddet de fleste nætter og kigget CNN og BBC til min kones dybe misbilligelse – og nu er vi begge ved at eksplodere af frustration. Jeg kan simpelthen ikke holde min kæft længere! Jeg har forbud mod at nævne hans navn inden døre, så derfor er jeg lige så stille listet ud i skuret, hvor jeg sidder som Emil og undres over verdens gang. Hvordan er det overhovedet muligt, at det utænkelige kan blive tænkeligt? Åbenbart lige så muligt som at konstatere, at verdens største klimasyndere og deres eneherskere totalt ignorerer den globale opvarmning og bare sidder og skovler penge ind, mens kloden bliver ubeboelig for snart 10 milliarder mennesker. Det er fandme uhyggeligt!

Hvor er så beviserne for min frygt og forundring? USA's 45. præsident er jo ifølge den seneste meningsmåling præcis lige så populær som sin i Europa elskede forgænger Barack Obama og har ikke gjort noget sådan rigtigt slemt – endnu. Og han råder over 60 millioner hvide stemmer, som han kan bruge til at fælde enhver republikaner, der ikke makker ret. Så derfor vil de alle sammen i senatet se stort på deres ed om at være upartiske i den kommende rigsretssag og frikende ham – no matter what!

Analyse: Det republikanske parti er blevet kidnappet af en realitystjerne med en twitter-konto, og dets medlemmer er smittet med Stockholmsyndromet – de er nu Trumpister og ikke længere stolte republikanere. Det utænkelige er virkelig ved at ske. Hvad kan det ikke ende med? Jeg tør ikke tænke tanken.
 
Frederiksborg Amts Avis den 6. januar 2020 (samt Dagbladet - sn.dk)
 
 
 
 
... og den tanke, der ikke turde tænkes er i FAA den 7. januar 2020:
 
Nu må adgangsbilletten være sikret
 
Konge in spe Donald J.Trump har gjort det!
 
Jeg nåede lige at skrive del 1 af mit indspark og maile til redaktionen, at manden med den gyldne frisure ikke havde gjort noget sådan rigtig slemt – endnu. Og så gør han det, gud hjælpe mig! Udenom kongressen og imod mange rådgiveres advarsler sender han en drone af sted og likviderer Irans næst mægtigste mand, lederen af Irans frygtede Quds-styrker, Generalmajor Qassem Soleimani, samt et par paramilitære ledere og deres to prominente gæster i en bilkortege lige uden for lufthavnen i Bagdad.
Færdigt arbejde – og så skulle adgangsbilletten til De Stærke Mænds Klub være sikret!
 
 
 
 
 
 
 
 

Solnedgang - Michael Ford
Michael Ford | Lergraven 5, DK-3140 Ålsgårde  | Tlf.: +45 48717071