Thi græmmer sig Jerusalem

Kronik i Frederiksborg Amts Avis den 16.12.2017 -

samt debat forside på Netavis sn.dk

den 18.12.2017

 

 

 

Thi græmmer sig Jerusalem
Indspark af Michael Ford

Ak, Jerusalem! Han gjorde det, sgu! Kaospiloten i Det Hvide Hus. The Donald. Han anerkendte Den Gyldne Stad som Israels hovedstad og vil nu flytte den amerikanske ambassade til Fredens By. Jerusalem og skakmat!

Jerusalem, hvorfra Netanyahu smilende takker for opbakningen og giver klartegn til nye bosættelser i andres forjættede land. Jerusalem, din himmel spejler de bedste tider og de værste tider – og nu er det åbenbart tåbelighedens tid. En skrøbelig verdensorden er ved at gå op i tweets, alternative fakta og fake news i grænselandet mellem kvasilogik og pseudoudsagn. Vi bombarderes med absurde tanker fra en gammel mands patologiske virkelighed. Æteren forurenes, og alle lamper blinker. Verdens ledere river sig i håret af arrigskab og frustration. Vi almindelige mennesker ser måbende til. Kan det virkelig passe? Gjorde han virkelig det? En verden i koma…

Jerusalem! Bygget på gammeltestamentlig jord, betrådt af kameler og jordens fattigste i årtusinder af uforanderlighed. Arabisk stammekultur, skikke, religioner og politik rørt sammen i en altid kogende gryde. I cedertræernes skygge raser krigene. Og oppe fra himlen over Jerusalem ses menneskene nede i byen som små tinsoldater opstillet til et spil om krig og fred. Ved de hellige steder vrimler det med jøder, muslimer og kristne, der alle kræver deres uindskrænkede ret til ejerskab af de gamle sten.

Åh nej, Jerusalem! Vreden vokser på dine gader og stræder, den spreder sig i koncentriske cirkler til regionen og den hele verden. Dine unge mænd begynder igen i blindt raseri og magtesløshed at slynge avenuens skyts mod andre unge mænd i kampklædte soldaters let genkendelige skikkelser. Kaospiloten fra Manhattan har fløjet dem alle lige ind i en bjergvæg. Grædemuren, al—Aqsa-moskéen og Klippemoskéen toner frem på toppen af netop det bjerg, som utallige civilisationer før os har besteget, og sammen med Gravkirken markerer de vejrbidte sten tre verdensreligioners hellige arvegods.

Alt dette givet som en gave til den ene part i konflikten af manden, der beklæder verdens mægtigste embede. Uden skelen til tingenes tilstand, uden den ringeste forståelse for de indviklede, geopolitiske sammenhænge, uden at lytte til hele resten af verdens samstemmige forsøg på at råde ham til at lade være. Præcis samme fundamentalt primitive bevægelsesgrunde, som da han stolt trak verdens eneste supermagt og største forurener på kloden ud af klimaaftalen i Paris. Hvorfor? Fordi han kan, fordi han er ved at miste sine støtter, fordi han er bange for ikke at vinde genvalg, fordi han betragter omverden som sin private skolegård, hvor han som den største og stærkeste kan mobbe og nedgøre alle de andre børn.

Jerusalem, du har mødt din nemesis i skikkelse af en gammel bølle, som trods sin fars advarsler møvede sig ind på Manhattan for at omgås de fine folk. Men de ville ikke lege med opkomlingen, der nu som hævn er i fuld sving med at mobbe alle os andre i en magtliderlig rus af meningsløs dårskab. Tillykke, onkel Putin! Du gjorde det!

Og nu er det for alle os andre så godt som umuligt at fordøje den flod af had, ondskab og blod, der i 70 år er skyllet ind over og har oversvømmet vejen til fred – og dermed også til Palæstina. For der findes faktisk en vej til to selvstændige stater, blot går den respektfuldt uden om Jerusalem, ikke som en blodig dolk stødt ind i byens hjerte, som den Kaptajn Kaos lige har kastet fra midten af manegen.

Og ja, det vil kræve to stærke ledere for hver deres folk, der har modet til at sige ja til freden, koste hvad den koste vil. Uden viljen til fred fra begge parter er denne maratonkonflikt dømt til evighedens klamme omfavnelse. Ingen kan tvinge disse to stolte folk til forhandlingsbordet. Slet ikke Trump og hans ortodokse svigersøn. Ikke nu, ikke efter det fredsudspil!

Ingen kan diktere freden. Kun to stålsatte ledere, bakket op af tre verdensreligioner, der alle i kor tør råbe ud over Jerusalems tage: Yes, we can!

Og begge folk må betræde vejen til Jerusalem, og begge må stoppe op uden for byens ærværdige mure. Israel og Palæstina må hånd i hånd gå uden om den hellige, autonome enklave. For ingen ejer Den Gyldne Stad. Den er ingens hovedstad.

Jerusalem! Du er helt din egen. Må du forblive Fredens By for dine indbyggere og alle de hellige steder. Og nu må alle vi andre kæmpe for dig. Men ejer vi i dag den ydmyghed, der skal til for at afslutte en flere tusinde år lang, hellig krig? Har vi formatet til at indgå en holdbar fred? The answer, my friend, is blowing in the wind…

Michael Ford
Forfatter til KOMA-trilogien, hvor bind 3,
JERUSALEM, netop er udkommet.