Vejen til Palæstina - går uden om Jerusalem

 

Lige siden etableringen af staten Israel efter anden verdenskrig har de fordrevne palæstinensere levet en kummerlig tilværelse i Israel, i Mellemøsten og spredt ud over resten af kloden som omvandrende ofre for sejrherrernes kollektive dårlige samvittighed over for Europas jøder. Disse stormagter har nu siddet som eneherskere i FN i over tres år og set til, mens deres fejlslagne deling af byttet resulterede i den kolde krig i Europa og et helvede på jord i Mellemøsten.

 

Og selv nu mens hydraen rejser sine apokalyptiske hoveder i regionen, sidder sejrherrerne fra den sidste verdenskrig rundt om et bord i sikkerhedsrådet og skiftes til at nedlægge veto mod alle og ethvert forslag til løsning og forsoning af en situation, som de og kun de bærer hovedansvaret for. Det er næsten menneskeligt umuligt at kunne kapere den flod af had, ondskab og blod, der er løbet under den bro, som det burde være muligt at genopbygge og gå på for at komme fra krig til fred. En vej til Palæstina.

 

Mange siger, at det er oliens skyld, men i virkeligheden er det nok bare små mænd og deres behov for at hævde sig; kan alle se mig, kan alle høre mig, kan alle lugte mig? Stanken under mine støvler af forrådnede lig, af knuste barnehoveder, af døende mødre, der knuger deres døde børn til deres udslukte bryst? Et eller andet sted kan vi lugte jer alle; Napoleon, Stalin, Hitler. Alle I små mænd beruset af magt over jeres medmennesker, skam jer! Havde I lagt Israel i det sydlige Tyskland og det nordlige Østrig, var vi sluppet for et halvt århundredes ragnarok og måske undgået Assad, IS og terrorismens krumme sabel.

 

Det historiske og religiøse kort blev spillet; for 2000 år siden boede de der. Ja tak, men siden da har de fortrinsvis levet i det Europa, som var ved at udrydde dem. Hvor svært kan det være? Dårskab fødes oftest af god vilje; for når den gode vilje gennemstrømmer et menneske, fortrænger den som en naturlov fornuften og omtanken og lader følelserne få frit løb. Hvorfor er vi her? Hvad er meningen med at krybe rundt på denne runde klode i et helt menneskeliv? Vi ved det ikke. Og derfor begår vi fejl. Fejl der ikke kan rettes op på, for de er så uigenkaldelige. Alligevel må vi prøve. Jeg føler et personligt ansvar for Chamberlains og alle de andre godhedsapostles katastrofale fejltagelser, og derfor er det min pligt, så længe jeg trækker vejret, at prøve på at rette op på det uoprettelige. Det må være derfor, vi er her. For at finde vejen til Palæstina.

 

Det må være på tide, at USA, England, Frankrig, Rusland og Kina påtager sig ansvaret for fadæsen samt den følgende ligegyldighed i over et halvt århundrede over for både palæstinenserne og israelerne. Ingen af disse to stolte folk har kunnet være tjent med den behandling, de har været udsat for, begge brikker og ofre i et stormagtsspil, som har udspillet sig i en meget lang styrkeprøve mellem vest og øst. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på stormagternes mange groteske stedfortræderkrige med tilhørende afprøvninger af nye våbentyper og ødelæggelsesstrategier.

 

Hvordan kan man retfærdiggøre så megen djævelskab, alt sammen udført med en eller anden gud på ens side, men med en idiotsikret viden om projekternes moralske råddenskab? Konceptet at visse liv er mere værd end andre liv, fører jo logisk til konklusionen, at visse liv ikke er en skid værd og derfor moralsk set totalt undværlige. Det er denne tankegang med dens syge logik, der fører til de forbrydelser mod menneskeheden, vi ser udført af kombattanterne i Irak og Syrien.

 

Mine tanker går ofte til de fotografier, der forestiller scener fra 9/11, den skæbnesvangre dag i vores fælles historie. Det var den dag, vi alle så ondskabens ansigt på tæt hold; og det skræmte os. Uskyldens tid var definitivt forbi, vi stod nu over for et had uden grænser, en ondskab uden for pædagogisk rækkevidde, en fjende uden ansigt. Og vi har været bange lige siden. Vi prøver med al vor magt at bekæmpe denne hydra, men hver gang vi hugger et af dens mange afskyelige hoveder af, vokser der to nye ud. Den er som en cancer i vore samfunds kroppe. Men kuren ligger måske og venter – på vejen til Palæstina!

 

Det vil kræve to stærke viljer, to ubetvingelige ledere for hver deres folk, der har modet til at sige ja til freden, koste hvad den koste vil. Uden viljen til fred fra både israelere og palæstinensere er alle konflikters moder dømt til uendelighedens klamme omfavnelse. Ingen kan tvinge disse to stolte folk til forhandlingsbordet. Slet ikke Trump og hans ortodokse svigersøn. Ingen kan diktere freden. Undtagen to stærke ledere, der vover at sige Yes, we can! og Yes, we shall!

 

Men kun hvis begge folk finder vejen til Jerusalem og begge stopper op uden for byens ærværdige mure. Israel og Palæstina må gå uden om denne autonome enklave. Ingen kan eje Den Gyldne Stad. Den er ingens hovedstad. Jerusalem må forblive Fredens By for dens indbyggere samt for tre verdensreligioners hellige steder.