Frygtens apostle
Den globale terrors arm er lang, tilfældig og nådesløst uberegnelig.
Så skete det igen, i Stockholm, min fødeby. Afmagt fremkalder mørke tanker og tvivl i påsken. Om lavteknologisk voldskriminalitet og terror. Kan man kortlægge hadets geografi? Og erkende terrorismens ritualer?
Begrebet terror savner stadig en universel eller endog generelt accepteret definition. Terrorisme er bevæbnet propaganda, har den engelske general, Sir Frank Kitson, udtalt. Nogle teoretikere formulerer det sådan, at terror er en metode til at fremkalde frygt med gentagne voldsaktioner, motiveret af idiosynkratiske, kriminelle, politiske eller religiøse årsager. Andre forklarer det med trusler om voldshandlinger, som nogen iværksætter for at sprede skræk og frygt i en befolkning eller for at få visse krav opfyldt, i den hensigt at fremme et bestemt politisk eller religiøst mål.
I Johannes’ Åbenbaring møder vi Apokalypsens fire ryttere, der rider på en hvid, en rød, en sort og en bleg, gustengul hest. Sidstnævnte er Døden, og dødsriget følger ham. Rytterne symboliserer de destruktive kræfter – krig, pest, hungersnød og død. De kan også kaldes terrorens udsendinge, talsmænd eller forkyndere.
De er i sandhed frygtens apostle. I dag lyder parolen: Ikke alle muslimer er terrorister, men alle terrorister er muslimer.
En usandhed med modifikationer.
Ét spørgsmål runger dog i alles hoveder: Hvordan værger vi os mod en fjende, der sidder med alle kortene? Hvordan kæmper vi imod fanatiske selvmordsbombere og avancerede våben affyret på lykke og fromme af mennesker, hvis højeste mål er martyrdøden? Og hvordan kan vi forhindre disse vildledte, ensomme ulve i at gribe en kniv eller stjæle en lastbil og angribe hvem som helst, på må og få, hvor som helst og når som helst? Er terrorens våben simpelthen for uforudseelige? Er ondskabens kamikazehorder legio? Vi kan jo ikke dræbe dem alle.
Vågner til et øredøvende brag af en eksplosion. Jeg mærker trykbølgen og slår øjnene op til en næsten uigennemsigtig sky af røg, der lægger sig som en klæbrig hinde overalt i rummet.
Udenfor, i det kølige morgengry, besigtiger jeg skaderne forvoldt af raketnedslaget. Røgen ligger stadig som en tyk, ildelugtende dyne af krudt. Raketten har ramt den store, åbne plads mellem skolen og hospitalet.
Står som forstenet og betragter en veritabel slagmark med et kæmpe krater, hvor der før lå en gade. Alt er kaos, folk løber frem og tilbage som hovedløse høns, men alle er, som ved et mirakel, stadig i live.
Den globale terrors arm er lang, tilfældig og nådesløst uberegnelig.
Findes der i dag en overordnet strategi og taktik for udslettelsen af det onde, der har slået rod og vokser i vores midte? Drømmen om kalifatet har fået mange til at stille sig uden for gængse regler og accepterede normer for medmenneskelig adfærd. Hadets ideologer anerkender ingen andre autoriteter end deres egen rigide fortolkning af en 1400 år gammel religiøs tekst.
Og jo mere vi bomber dem, dræber deres ledere og formindsker deres erobrede landområder i ørkensandet, desto mere tilskynder deres hadske logik dem til at angribe vore sagesløse, de bløde mål. Her tænker jeg blandt andre anslag på Charlie Hebdo i Paris, Krudttønden og Synagogen i København og nu senest en gågade i Stockholm.
Alle disse terrorangreb sender et umiskendeligt budskab om uforsonlig krig imod alt og alle, der ikke bøjer sig i støvet for kalifatet og dets religiøse mafia, hvis gerninger drypper blod og afføder utilgivelige forbrydelser mod menneskeheden.
Og nej, vi kan ikke dræbe dem alle, den løsning eksisterer ikke mellem himmel og jord, men vi kan langsomt og målbevidst kvæle dem og deres hadefulde ideologi og snøre dem inde i en sæk så sort som den dybeste afgrund. Vi er kun mennesker, men vores sag er retfærdig, ikke urimelig og blodig for enhver pris ind i dødens blege ingenmandsland.
Og vi vil sejre til sidst, netop fordi vi tror på det gode i vore medmennesker og hylder den antagelse, at alle mennesker er født ligeværdige. Det betyder ikke, at vi skal være naive og godtroende. Vi skal være på vagt og slibe vore sværd og ikke være blege for at bruge dem. Vi er de grå mænd. Vi blander os med mængden. Her vogter vi alle. Hadets geografi skal kortlægges, og der skal navigeres derefter. Med kærlighed og tillid mellem mennesker kan selv den mest skrækindjagende terrorist skræmmes ud i livets ørken.
Der er nu til dags for lidt håb og alt for megen negativ tænkning i verden. Koryfæerne spår om verdens undergang på de internationale tv-kanaler og på sociale netværk, som de inficerer med had mod en tilværelse manipuleret af formørkede fjendebilleder. Søvndyssende og forudsigelige tirader slynges mod alle, der ikke deler deres patologiske aversion mod de få, der virkelig prøver på at få planeten til at fungere som et sted med fred og frihed for de syv milliarder mennesker, som i dag kæmper for et ydmygt fristed og et værdigt liv.
The only thing we have to fear … is fear itself, udtalte Franklin D. Roosevelt i 1932.
I dag som dengang, en sandhed uden modifikationer.
Kronik i Frederiksborg Amts Avis, lørdag den 22. april 2017