April, 2016
"Fredsmægleren har en underliggende tone eller sjæl om man vil, der holder een fanget i historien, selvom bogen er slut."
I Fredsmægleren har jeg igen fået lov at være på sidelinjen i skriveprocessen.
Jeg har været med John Doe på en fantastisk rejse med et lige så fantastisk mål; nemlig at sikre freden i Mellemøsten. Ret ambitiøst.
Det er tre år siden John Doe vågnede af sin koma i Den 13. Kriger og det er sommer i Danmark.
Historien tager afsæt på Fredensborg Slot den solbeskinnede dag, hvor fredsaftalens første del skal underskrives.
Bogens centrale handling foregår i et beduintelt i Mellemøstens brun-røde sand, hvor man i Bekaa-dalen forsøger et eksperiment til gavn for de store flygtningestrømme.
John Doe er blevet udnævnt til fredsmægler; men at sikre freden er en møjsommelig proces. De politiske forhandlingsteknikker, den hierarkiske orden samt den mellemøstlige psyke er beskrevet med respekt, empati og satirisk lune.
Vi er med hele vejen fra besøgene i hemmelige kældre under Vatikanet, på sejlture i Middelhavet i udrangerede tankers, i det kæmpestore beduintelt med magisk stemning - og libanesisk mad, i skjulte bunkere, i avancerede helikoptere og i pansrede køretøjer.
Vi er vidner til en dramatisk gidseltagning, bliver konfronteret med IS og oplever, hvordan det er at sidde i dødens venteværelse. Persongalleriet er udvidet væsentligt, men vi møder også gamle kendinge i en ny og positiv udvikling.
Den parallelle, stærke kærlighedshistorie binder enderne og handlingen flot sammen.
Fredsmægleren er bogen for alle, der ønsker fred i Mellemøsten, men ikke forstår, hvorfor det ikke umiddelbart kan lade sig gøre.
Fredsmægleren giver stof til eftertanke, større indsigt og den gennemgående humoristiske tilgang gør, at jeg trods alt kan nyde og se det positive i livet.
Fredsmægleren har en underliggende tone eller sjæl om man vil, der holder een fanget i historien, selvom bogen er slut.
Regitze Schmidt, tekstforfatter