|
|
|
|
|
|
|
|
Vox Populi
Har Marine en chance?
Folkets stemme. Folket, også kendt som manden på gaden, Maren i mosen eller Marine – Vox Populi.
Vi er vidner til populisternes indtog. Mistillidens demagoger brøler. Trump, Le Pen og Wilders. Alternativer og frihedspartier. Frihed for hvad?
Populisme, en politisk doktrin, bevægelser forankrede i det jævne folks verdensbillede. Præmissen er mistillid til globaliseringen, personliggjort af de herskende klassers accept af korrupte politikere, frihandel og folkevandringer.
Det er den lille mand mod eliten. Fungerer bedst i demokratier, hvor det ikke kræver kvalifikationer at stille op. Hvorefter vi stemmer på den kandidat, vi er mindst uenige med, eller på det bedst retoucherede billede på en valgplakat.
Og selv om vi ved, at valgløfter er løgnehistorier, trasker vi troligt hen til valgstedet, propper sedlen i boksen og håber, at denne gang vil min stemme blive hørt. Hvorefter et næsten identisk udvalg af halvstuderede røvere atter en gang indtager landets styrende organer. Lige indtil vi har fået nok og stemmer på en stærk mand, der kan give os vort elskede gamle land tilbage, så vi slipper for at gennemlide denne farce en gang til. For nu har vi kun tillid til demagogen.
Tillid eller tiltro er en følelse, som viser sig ved, at vi har en forventning om eller en tro på, at et andet individ er pålideligt.
Ifølge filosoffen K.E. Løgstrup er tillid medfødt, mistillid læres under opvæksten. Og hvad har vi så ikke tillid til? Svaret er globaliseringen, hvor kapital, arbejdskraft og investeringer uhindret krydser grænser og gør os til fodnoter i historien.
Vi løbes over ende af monopoler, social dumping, kulturel og religiøs påvirkning samt homogenisering. Nationalstaten sættes under pres, hvilket fører til isolationisme og stærk modstand imod indvandring. Tryk avler modtryk, der opstår græsrodsbevægelser, og nu gør den lille mand oprør i stemmeboksen!
Eliten håber og tror, at populisterne er ved at toppe. Er Marine virkelig chanceløs? Folkevandringen fortsætter med uformindsket kraft, og politikerne har intet svar. Vi står og ser på, mens vort før så trygge samfund udsættes for et voldsomt pres.
De herskende klasser hylder globaliseringen og formår måske lige akkurat med skindet på næsen, tilsammen og på tværs af politiske skel, at holde populisternes frådende skare nede i den kælder, hvor de i elitens forståelse så åbenbart hører hjemme. Men er det i længden en bæredygtig holdning? Kan Marine vinde på søndag?
Indlæg i Frederiksborg Amts Avis den 3. maj 2017
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Frygtens apostle
Den globale terrors arm er lang, tilfældig og nådesløst uberegnelig.
Så skete det igen, i Stockholm, min fødeby. Afmagt fremkalder mørke tanker og tvivl i påsken. Om lavteknologisk voldskriminalitet og terror. Kan man kortlægge hadets geografi? Og erkende terrorismens ritualer?
Begrebet terror savner stadig en universel eller endog generelt accepteret definition. Terrorisme er bevæbnet propaganda, har den engelske general, Sir Frank Kitson, udtalt. Nogle teoretikere formulerer det sådan, at terror er en metode til at fremkalde frygt med gentagne voldsaktioner, motiveret af idiosynkratiske, kriminelle, politiske eller religiøse årsager. Andre forklarer det med trusler om voldshandlinger, som nogen iværksætter for at sprede skræk og frygt i en befolkning eller for at få visse krav opfyldt, i den hensigt at fremme et bestemt politisk eller religiøst mål.
I Johannes’ Åbenbaring møder vi Apokalypsens fire ryttere, der rider på en hvid, en rød, en sort og en bleg, gustengul hest. Sidstnævnte er Døden, og dødsriget følger ham. Rytterne symboliserer de destruktive kræfter – krig, pest, hungersnød og død. De kan også kaldes terrorens udsendinge, talsmænd eller forkyndere.
De er i sandhed frygtens apostle. I dag lyder parolen: Ikke alle muslimer er terrorister, men alle terrorister er muslimer.
En usandhed med modifikationer.
Ét spørgsmål runger dog i alles hoveder: Hvordan værger vi os mod en fjende, der sidder med alle kortene? Hvordan kæmper vi imod fanatiske selvmordsbombere og avancerede våben affyret på lykke og fromme af mennesker, hvis højeste mål er martyrdøden? Og hvordan kan vi forhindre disse vildledte, ensomme ulve i at gribe en kniv eller stjæle en lastbil og angribe hvem som helst, på må og få, hvor som helst og når som helst? Er terrorens våben simpelthen for uforudseelige? Er ondskabens kamikazehorder legio? Vi kan jo ikke dræbe dem alle.
Vågner til et øredøvende brag af en eksplosion. Jeg mærker trykbølgen og slår øjnene op til en næsten uigennemsigtig sky af røg, der lægger sig som en klæbrig hinde overalt i rummet.
Udenfor, i det kølige morgengry, besigtiger jeg skaderne forvoldt af raketnedslaget. Røgen ligger stadig som en tyk, ildelugtende dyne af krudt. Raketten har ramt den store, åbne plads mellem skolen og hospitalet.
Står som forstenet og betragter en veritabel slagmark med et kæmpe krater, hvor der før lå en gade. Alt er kaos, folk løber frem og tilbage som hovedløse høns, men alle er, som ved et mirakel, stadig i live.
Den globale terrors arm er lang, tilfældig og nådesløst uberegnelig.
Findes der i dag en overordnet strategi og taktik for udslettelsen af det onde, der har slået rod og vokser i vores midte? Drømmen om kalifatet har fået mange til at stille sig uden for gængse regler og accepterede normer for medmenneskelig adfærd. Hadets ideologer anerkender ingen andre autoriteter end deres egen rigide fortolkning af en 1400 år gammel religiøs tekst.
Og jo mere vi bomber dem, dræber deres ledere og formindsker deres erobrede landområder i ørkensandet, desto mere tilskynder deres hadske logik dem til at angribe vore sagesløse, de bløde mål. Her tænker jeg blandt andre anslag på Charlie Hebdo i Paris, Krudttønden og Synagogen i København og nu senest en gågade i Stockholm.
Alle disse terrorangreb sender et umiskendeligt budskab om uforsonlig krig imod alt og alle, der ikke bøjer sig i støvet for kalifatet og dets religiøse mafia, hvis gerninger drypper blod og afføder utilgivelige forbrydelser mod menneskeheden.
Og nej, vi kan ikke dræbe dem alle, den løsning eksisterer ikke mellem himmel og jord, men vi kan langsomt og målbevidst kvæle dem og deres hadefulde ideologi og snøre dem inde i en sæk så sort som den dybeste afgrund. Vi er kun mennesker, men vores sag er retfærdig, ikke urimelig og blodig for enhver pris ind i dødens blege ingenmandsland.
Og vi vil sejre til sidst, netop fordi vi tror på det gode i vore medmennesker og hylder den antagelse, at alle mennesker er født ligeværdige. Det betyder ikke, at vi skal være naive og godtroende. Vi skal være på vagt og slibe vore sværd og ikke være blege for at bruge dem. Vi er de grå mænd. Vi blander os med mængden. Her vogter vi alle. Hadets geografi skal kortlægges, og der skal navigeres derefter. Med kærlighed og tillid mellem mennesker kan selv den mest skrækindjagende terrorist skræmmes ud i livets ørken.
Der er nu til dags for lidt håb og alt for megen negativ tænkning i verden. Koryfæerne spår om verdens undergang på de internationale tv-kanaler og på sociale netværk, som de inficerer med had mod en tilværelse manipuleret af formørkede fjendebilleder. Søvndyssende og forudsigelige tirader slynges mod alle, der ikke deler deres patologiske aversion mod de få, der virkelig prøver på at få planeten til at fungere som et sted med fred og frihed for de syv milliarder mennesker, som i dag kæmper for et ydmygt fristed og et værdigt liv.
The only thing we have to fear … is fear itself, udtalte Franklin D. Roosevelt i 1932.
I dag som dengang, en sandhed uden modifikationer.
Kronik i Frederiksborg Amts Avis, lørdag den 22. april 2017
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Vi er fattige, fordi I er rige.
Så enkelt kan det sammenfattes. Det er parolen fra et drama, ”The March”, produceret af BBC i 1990. Dengang var det science-fiction, i dag er det virkelighed. Filmen handler om en karismatisk muslimsk leder, der efter langvarig tørke i Sudan fører 250.000 afrikanere på en 500 kilometer lang march til Gibraltarstrædet, hvorfra de i gummibåde forsøger at komme ind i Fort Europa. Pludselig begynder soldaterne oppe på klippen at skyde …
Dramaet er uden tvivl inspireret af Jean Raspails profetiske roman fra 1972, ”The Camp of the Saints”, hvor der i omgange er millioner af fattige indere, der trænger op igennem Europa og præsenterer vores samfundsorden og kultur for en hidtil uset udfordring.
Her er tale om folkevandringer, og Europa er målet. Hvorfor os? Enkelt: Vi er rige, og de er fattige. Europæere har i århundreder set Afrika og Mellemøsten som den hvide mands legitime skattekammer, og vores bistand i anden halvdel af det 20. århundrede har stort set ikke været andet end aflad. For lidt, for sent. Nu kaster de sig i bådene, de vil ikke finde sig i det længere. Nu er vi deres skattekammer. De ser et Europa med forjættede lande, hvor de kan udleve deres europæiske drømme.
De flygter fra krig og menneskeskabte naturkatastrofer, og vore velfærdsstater, der bekender sig til hellige men utidssvarende konventioner, fremstår som et tagselvbord med frit valg på alle hylder. De kommer, fordi de er så fattige, og vi er så rige. På deres mobiltelefoner kan de stirre ind i Nordeuropas varme stuer, hvor vi sidder ved vore bugnende middagsborde og lykønsker hinanden med vores velstand og succes. Sæt dig i deres sted og sig mig, hvad du ville gøre. Og hvad gør vi så nu?
Hvad gør vi, når alle de uledsagede børn dukker op ved vore grænser og banker på vores dør? Disse børn af palæstinensere, disse børn af syrere, kurdere, irakere og afghanere; disse børn fra Sudan, Somalia og andre overbefolkede nordafrikanske lande, hvor krig og hungersnød har udslettet ethvert håb om en fremtid? Vi lukker dem selvfølgelig ind i vort trygge velfærdssamfund, selvom vi inderst inde ved, at vi gør de fleste af dem en bjørnetjeneste. Tyve års erfaring med at integrere mennesker fra væsensforskellige kulturer byder på alt for få succeshistorier. Hvad gør vi forkert? Vore hensigter er jo de bedste. Vi er humanister og vil så gerne åbne vort land og give en hånd med. Hvorfor ender vi da med at være så utilstrækkelige? Hvorfor gør vi uforvarende så mange børn fortræd?
I dag ser vi svaret alle vegne i vort multietniske samfund. Det er der lige for næsen af os. For hvad er det første, alle disse børn og voksne gør? De søger til deres egne enklaver i storbyerne, hvor de finder den samme tryghed og livsstil, som de kendte i det land, de er flygtet fra. Vi er politisk korrekte og kalder dem tosprogede, men i virkeligheden ejer de fleste af dem kun to halve sprog med to halve identiteter til følge. I en splittet følelse af afmagt søger de støtte i deres medbragte kultur og religion og formår ikke, ønsker dybest set ikke, at dele vores identitet, for vort sprog, tro og livsstil vil altid være fremmed for dem. Og det er helt normalt. Vi gør det samme, når vi ”flygter” til Costa del Sol. Er der en anden vej, en bedre løsning? For dem og for os?
Jeg ser for mig en moderne flygtningelejr i en blomstrende ørken. Der er skoler og hospitaler, der er landbrug og små virksomheder og markeder med et bugnende udbud af fødevarer. Jeg ser alle børnene i deres skoleuniformer på vej til lærdommens alter blandt voksne, der arbejder og trives med en meningsfuld tilværelse, ikke langt fra det hjem, de forlod på grund af krig, sygdom og hungersnød.
Disse børn uden et land befinder sig i et midlertidigt åndehul, hvor deres barndom hastigt glider over i en kort ungdom, men dette kan ophøre hvilken morgen som helst, hvor de igen vågner til krig og bombers hærgen. Vi vil aldrig kunne forstå deres mareridt og rædselsnætter. Derfor er det en ren pligt for mig og alle andre voksne mennesker på denne konfliktinficerede klode, på hvis skuldre byrden og ansvaret hviler, at gøre vort yderste for at bibringe disse børn faciliteter, lærdom og menneskelig ballast – dér hvor de er. Det får de brug for i en fremtid, som lige her og nu ser alt andet end lys ud. De har ikke brug for fisk, de har brug for en fiskestang.
Løsningen er ikke at modtage dem i europæiske velfærdssamfund, der af godhed og venlighed segner under en antikveret konventionsbyrde og nu ikke er i stand til at yde bistand til de millioner af sagesløse eksistenser, som ikke er så velstillede, at de formår at betale dødskartellerne og de kriminelle menneskesmuglere for en enkeltbillet til asyllotteriet.
Den rige verden må gå sammen i en moderne Marshallplan, der skal finansiere oprettelsen af moderne flygtningebyer i de katastroferamte nærområder. Permanente bosættelser med forhold, vi i den rige verden ville byde vore egne børn. Yes, we can! Husk, de er fattige, fordi vi er rige.
Frederiksborg Amts Avis, Kronik, tirsdag den 4. april 2017
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Er du dansker?
Det spørgsmål får jeg sjældent. Der er jo mange slags danskere. Troede jeg.
Indtil jeg begyndte at følge med i debatten om danskhed, som virkelig kan få folk til tasterne.
Er jeg dansker? Jeg kom lige i tvivl.
Jeg ser nordisk ud, taler flydende dansk, og jeg retter ikke længere folk, når de udtaler mit fornavn på dansk. Min far var englænder og min mor svensker. Jeg er født i Stockholm og landede først i Danmark, da mine forældre indvandrede til Amager og derefter flyttede til Nordsjælland kort efter min femårs fødselsdag. Talte kun engelsk og svensk, var katolik og klart den mest kiksede dreng i børnehaven. Nu er jeg ældre og har levet mere end 50 år af mit liv i vort yndige land. I Danmark er jeg godt nok ikke født, men herfra min verden går.
Som barn var livet ingen dans på roser for en lille, korpulent efterkommer. Jeg husker det, som var det i går: På kælkebakken den første vinter i Sorgenfri så de indfødte en anderledes far med en anderledes søn. Deres utilslørede blikke fløj igennem luften som pile. Pludselig var jeg en trussel mod et samfund, hvor ensartethed var gud eller i hvert fald hans stedfortræder på jorden. De gjorde et barn fortræd.
Første skoledag, vandkæmmet og med skilning, halvlange tweedbukser, seler og en lædertaske med en gul plasticmadkasse proppet med udanske madder. Jeg knuger min mors hånd. Denne internationale filmstjerne med mere x- factor end paven træder ind på en katolsk privatskole styret af nonner og præster og fromme lærere med én eneste mission; at oplære katolsk yngel i den rette lære og bibringe dem et kompas, hvormed de kan navigere i det syndefulde danske efterkrigstidssamfund. En velnæret engelsk-svensk dreng i en katolsk privatskole i Kongens Lyngby. Hvad kan gå galt?
Forældrekonsultation, min far med sin lille søn i hånden, de to nonner i deres stivede pingvindragter og ansigter i bekymrede folder: Drengen er slet begavet og taler ikke sproget. Erklæret dum som snot i en alder af syv år og tweedbukser, ikke hvad min far havde forventet. Hans svar er koldt: Han har ikke bombet Nazityskland og befriet en lille pispottenation fra onkel Hitler, for at hans søn efter kun to måneders skolegang skal kaldes sinke. Han kræver støtteundervisning hver eftermiddag, og så er den ikke længere. Overnonnens mund snerper sig sammen, og jeg husker tydeligt den syrlige duft af blomstersæbe. Hendes kraftige håndtryk og de vibrerende øjenbryn af en vis tæthed fortalte mig utvetydigt, hvad jeg kunne vente mig.
Min dansklærer reddede mit liv. Ganske bogstaveligt. Uden hans hjælp havde jeg aldrig lært dansk. I lyset af mit held håber jeg, at vi her til lands vil være i stand til at udstrække en hjælpende hånd til alle vore nye medborgere og tilbyde dem det danske sprog, som på mirakuløs vis kan gøre hver af dem til én af os.
Jeg blev mobbet, primært fordi jeg var anderledes, fed, dygtig, fremmed og alt muligt andet, som kunne bruges som undskyldning for at trigge den eneste lov i landet, som folk virkelig går op i – janteloven, som formuleret af en af mine kvindelige klassekammeraters morfar. Han var også en fremmed fugl i dette lille land, hvilket i mørke stunder indgød mig en del trøst.
I mine minders afkroge ser jeg en ensom dreng løbe ned forbi fodboldbanen i plantagen og ind i skoven, hvor fantasien lever og ånder. Jeg sidder oppe i et ældgammelt egetræ og læser Moby Dick i en alder af 12 år og forstår ikke, hvorfor gutterne betragter mig som en sær snegl. Torry Gredsteds Paw bliver min store helt; en dreng, jeg kan identificere mig med, den fremmede, ikke accepteret, fordi han er så anderledes; et lille samfunds smålighed forpupper sig i al ubemærkethed til racisme og goldt fremmedhad.
En dag på vej hjem fra skole blev jeg passet op af en bande pæredanske drenge, der ikke gik i katolsk privatskole, men i helt almindelig kommuneskole med leverpostejmadder som adelsmærke. Jeg fik simpelthen så mange, drøje hug, vistnok kun fordi jeg ikke var dansker på samme måde, som de var. Det sidder i mig den dag i dag. Det had i de drenge troede jeg aldrig, jeg ville glemme, men det gjorde jeg i mange år. Denne debat fik mig til at huske.
Alle mine bøger, de var en flugt, et selvforsvar, et forsøg på at afkode det samfund, jeg var havnet i. Jeg måtte forsvare mig imod en omverden, som i bedste fald betragtede mig med modvillig skepsis. Jeg iklædte mig et panser af lærdom og viden, som kunne modstå al den smålighed og dumhed, som jeg uvægerligt skulle møde på min danske vej.
Derfor har jeg skrevet hele mit liv. Og når jeg skriver – på engelsk, svensk eller dansk – tænker og drømmer jeg på alle tre sprog.
Eventyret i sproget – sproget i eventyret. Heri bunder min identitet og svaret på mit spørgsmål. Nej, jeg er ikke ren dansker. Jeg må erkende, at jeg er en af dem, der ikke hopper, når råbet gjalder: ”Dem der ikke hopper, er ikke som os!”
Til gengæld ved jeg dybt i min sjæl, at jeg er engelsk-dansker, svensk-dansker og derfor også dansk-dansker, men bare på min helt egen måde.
Kronik i Frederiksborg Amts Avis, den 11. marts 2017
Sjællandske Medier, sn.dk, den 13. marts 2017
.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 Ak, Jerusalem!
KRONIK
Michael Ford, Forfatter
En falmet reality-stjerne oplyser noget uventet nattehimlen over Guds eget land. Disruption og panik før lukketid, mørke tider stunder til; især er en to-statsløsning i Kanaans Land svær at få øje på, for Kongen af Manhattan truer med at flytte sin ambassade til Den Gyldne Stad og mener lige pludselig, at én stat kan være lige så god som to stater! Jerusalem og skakmat.
Og jeg der lige har brugt de sidste fem år af mit liv på at udtænke, sandsynliggøre og skrive et plot til en politisk spændingsroman i tre bind med en troværdig løsning på alle konflikters moder, så mange tusind tak skal du have, Donald!
Og dér sidder du nu i dit ovale værelse og underskriver dine vilde dekreter, gyldne gardiner fra gulv til loft.
Ak, Jerusalem, hvor Netanyahu smilende takker for din big-league opbakning og fyrer løs med nye bosættelser i andres forjættede land. Fanden er løs i Laksegade, og en skrøbelig verdensorden er meget tæt på at gå op i hat, tweets og briller. Og dog…
Betragt himlen over Jerusalem. Den spejler de bedste tider og de værste tider; visdommens tid og dårskabens tid. Tro møder vantro, lys står over for mørke. Og først nu ser vi himlen over Jerusalem.
En verden i koma? Kan det virkelig passe? Alternative fakta og fake news fører en måbende verden ud i grænselandet mellem sandhed og løgn. Æteren eksploderer, mens kvasilogik og pseudoudsagn bombarder os med absurditetens rustne tanker formuleret som tweets fra en patologisk virkelighed. Alle lamper blinker. Ak, Jerusalem! Din skæbne i hænderne på mørkets fyrste. Mine ord og tanker bliver kun til en fortvivlet række af aldrig affyrede modtweets skabt i en bevidstløs rus af afmagt:
Hold fanerne højt, der hvor alle svar fødes, næres og sætter frø i generationer af tvivlere.
Måske er vores kollektive koma et helle for martrede sjæle; måske er vi blot kolli på vej til et ligsyn.
Iacta alea est, terningen er kastet, broen passeret; det meddeles, anstændigheden er død.
Ak, Jerusalem! Rød gammeltestamentlig jord, betrådt af kameler og jordens fattigste over årtusinder af uforanderlighed.
Arabisk stammekultur, skikke, religion og politik rørt sammen i en altid kogende gryde kaldet Den Nære Orient.
Kristendom, jødedom og islam i en heksekedel af destruktion; i cedertræernes skygge raser krigene.
To-statsløsningen er kold som en brøndgravers røv i januar; jeg sidder på en bænk hver aften, glor over mod Utopia.
Himlen over Jerusalem. Menneskene nede i byen er som små tinsoldater opstillet til et spil om krig og fred. Ved de hellige steder vrimler det med jøder, muslimer og kristne, der alle kræver deres uindskrænkede ret til ejerskab af de ældgamle sten. Grædemuren, al-Aqsa-moskéen og Klippemoskéen toner frem på toppen af det bjerg, som utallige civilisationer har besteget før os, og sammen med Gravkirken markerer de vejrbidte sten tre rivaliserende trosretningers hellige arvegods. Ak, Jerusalem. Jeg har en drøm…
Ejer vi mennesker i dag den ydmyghed og den vilje, der skal til for at afslutte en flere tusinde år lang, hellig krig? Himlen over Jerusalem giver ingen svar. Jerusalem er Fredens By, Den Gyldne Stad. Jeg har en drøm…
Tankerne går til klodens ulyksaligste millioner, der på grund af krig eller global opvarmning tvinges til at forlade deres hjem og flygte ud i håbløshedens reservater. Vi er nu alle medborgere i Guernica, i Srebrenica, i Aleppo. Jeg har stadig en drøm…
For alle disse jordens udstødte skal ikke bare spises af med opbevaring på et eksistensminimum, de skal tilbydes muligheden for at skabe nye liv med indhold og mening, der hvor deres flugt har ført dem hen. Vi må derfor bønfalde den rige verden om at outsource produktionskapacitet til de områder, hvor de ulyksaligste millioner befinder sig som en villig og lærenem arbejdskraft. Det er noget for noget, det er sund fornuft.
I have a dream!
Dette er en vision baseret på håb og tro på menneskets uforlignelige evne til aldrig at give op Det bliver vores fornemmeste opgave at få alle parter til at se fremtiden igennem et gyldent kalejdoskop. Og det er et mulighedernes univers, ikke en begrænsningernes verden.
Yes, we can!
Menneskene har i tørre tider smagt de sparsomme dråber fra håbets piblende kilde; de venter nu i åndeløs spænding på miraklernes tid, hvor vandet vil springe frem i et veritabelt kildevæld.
Til syvende og sidst afhænger enhver fredsproces af parternes vilje til at finde et kompromis, der medfører en radikal nyfortolkning af de to parters syn på sig selv og hinanden samt deres fremtidige afhængighed af hinanden som foregangslande – Israel og Palæstina – i en region i brand, hvor de som uafhængige og levedygtige stater ved eksemplets magt vil være i stand til at vise de omkringliggende lande en praktisk vej ind i en ny tid velsignet med fremgang, fred og frihed for de krigstrætte og konfliktplagede befolkninger i Den Nære Orient.
Håbet lever i menneskers drømme om en dag at kunne råbe i kor: Fryd dig såre, Jerusalem!
Frederiksborg Amts Avis, den 23. februar 2017
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
