Nye indlæg

Forfatter Michael Ford
 
Kronikker, kommentarer
og "knæk-prosa"-tweets
fører dig gennem KOMA-trilogiens univers.
 
 
 
 
 
 

Er du dansker?

23-05-2017 11:14
Kronik af Michael Ford, Er du dansker?Er du dansker?


Det spørgsmål får jeg sjældent. Der er jo mange slags danskere. Troede jeg.
Indtil jeg begyndte at følge med i debatten om danskhed, som virkelig kan få folk til tasterne.
Er jeg dansker? Jeg kom lige i tvivl.
Jeg ser nordisk ud, taler flydende dansk, og jeg retter ikke længere folk, når de udtaler mit fornavn på dansk. Min far var englænder og min mor svensker. Jeg er født i Stockholm og landede først i Danmark, da mine forældre indvandrede til Amager og derefter flyttede til Nordsjælland kort efter min femårs fødselsdag. Talte kun engelsk og svensk, var katolik og klart den mest kiksede dreng i børnehaven. Nu er jeg ældre og har levet mere end 50 år af mit liv i vort yndige land. I Danmark er jeg godt nok ikke født, men herfra min verden går.

Som barn var livet ingen dans på roser for en lille, korpulent efterkommer. Jeg husker det, som var det i går: På kælkebakken den første vinter i Sorgenfri så de indfødte en anderledes far med en anderledes søn. Deres utilslørede blikke fløj igennem luften som pile. Pludselig var jeg en trussel mod et samfund, hvor ensartethed var gud eller i hvert fald hans stedfortræder på jorden. De gjorde et barn fortræd.

Første skoledag, vandkæmmet og med skilning, halvlange tweedbukser, seler og en lædertaske med en gul plasticmadkasse proppet med udanske madder. Jeg knuger min mors hånd. Denne internationale filmstjerne med mere x- factor end paven træder ind på en katolsk privatskole styret af nonner og præster og fromme lærere med én eneste mission; at oplære katolsk yngel i den rette lære og bibringe dem et kompas, hvormed de kan navigere i det syndefulde danske efterkrigstidssamfund. En velnæret engelsk-svensk dreng i en katolsk privatskole i Kongens Lyngby. Hvad kan gå galt?

Forældrekonsultation, min far med sin lille søn i hånden, de to nonner i deres stivede pingvindragter og ansigter i bekymrede folder: Drengen er slet begavet og taler ikke sproget. Erklæret dum som snot i en alder af syv år og tweedbukser, ikke hvad min far havde forventet. Hans svar er koldt: Han har ikke bombet Nazityskland og befriet en lille pispottenation fra onkel Hitler, for at hans søn efter kun to måneders skolegang skal kaldes sinke. Han kræver støtteundervisning hver eftermiddag, og så er den ikke længere. Overnonnens mund snerper sig sammen, og jeg husker tydeligt den syrlige duft af blomstersæbe. Hendes kraftige håndtryk og de vibrerende øjenbryn af en vis tæthed fortalte mig utvetydigt, hvad jeg kunne vente mig.

Min dansklærer reddede mit liv. Ganske bogstaveligt. Uden hans hjælp havde jeg aldrig lært dansk. I lyset af mit held håber jeg, at vi her til lands vil være i stand til at udstrække en hjælpende hånd til alle vore nye medborgere og tilbyde dem det danske sprog, som på mirakuløs vis kan gøre hver af dem til én af os.

Jeg blev mobbet, primært fordi jeg var anderledes, fed, dygtig, fremmed og alt muligt andet, som kunne bruges som undskyldning for at trigge den eneste lov i landet, som folk virkelig går op i – janteloven, som formuleret af en af mine kvindelige klassekammeraters morfar. Han var også en fremmed fugl i dette lille land, hvilket i mørke stunder indgød mig en del trøst.

I mine minders afkroge ser jeg en ensom dreng løbe ned forbi fodboldbanen i plantagen og ind i skoven, hvor fantasien lever og ånder. Jeg sidder oppe i et ældgammelt egetræ og læser Moby Dick i en alder af 12 år og forstår ikke, hvorfor gutterne betragter mig som en sær snegl. Torry Gredsteds Paw bliver min store helt; en dreng, jeg kan identificere mig med, den fremmede, ikke accepteret, fordi han er så anderledes; et lille samfunds smålighed forpupper sig i al ubemærkethed til racisme og goldt fremmedhad.

En dag på vej hjem fra skole blev jeg passet op af en bande pæredanske drenge, der ikke gik i katolsk privatskole, men i helt almindelig kommuneskole med leverpostejmadder som adelsmærke. Jeg fik simpelthen så mange, drøje hug, vistnok kun fordi jeg ikke var dansker på samme måde, som de var. Det sidder i mig den dag i dag. Det had i de drenge troede jeg aldrig, jeg ville glemme, men det gjorde jeg i mange år. Denne debat fik mig til at huske.

Alle mine bøger, de var en flugt, et selvforsvar, et forsøg på at afkode det samfund, jeg var havnet i. Jeg måtte forsvare mig imod en omverden, som i bedste fald betragtede mig med modvillig skepsis. Jeg iklædte mig et panser af lærdom og viden, som kunne modstå al den smålighed og dumhed, som jeg uvægerligt skulle møde på min danske vej.

Derfor har jeg skrevet hele mit liv. Og når jeg skriver – på engelsk, svensk eller dansk – tænker og drømmer jeg på alle tre sprog.
Eventyret i sproget – sproget i eventyret. Heri bunder min identitet og svaret på mit spørgsmål. Nej, jeg er ikke ren dansker. Jeg må erkende, at jeg er en af dem, der ikke hopper, når råbet gjalder: ”Dem der ikke hopper, er ikke som os!”
Til gengæld ved jeg dybt i min sjæl, at jeg er engelsk-dansker, svensk-dansker og derfor også dansk-dansker, men bare på min helt egen måde.

Kronik i Frederiksborg Amts Avis, den 11. marts 2017
Sjællandske Medier, sn.dk, den 13. marts 2017
Michael Ford | CVR: 26999545 | Lergraven 5, DK-3140 Ålsgårde  | Tlf.: +45 48717071