Nye indlæg

Forfatter Michael Ford
 
Kronikker, kommentarer
og "knæk-prosa"-tweets
fører dig gennem KOMA-trilogiens og
Michael Fords univers.
 
 
 
 
 
 

Assad alene i verden

20-04-2018 07:31
Kronik i Frederiksborg Amts Avis, den 20. april 2018
 
 
Kronik, Assad, Michael FordMan stopper op, selv om man har set det hele så uendeligt mange gange før - børn i desperat dødskamp for livet, for at få luft. Og lige ved siden af, nærmest henslængt på et blodigt betongulv, ligger deres små brødre og søstre, livløse som kludedukker. Gasset ihjel af øjenlægen fra Damaskus. Hvad tænker Assad dog på? Hvad i alverden tænker Putin mon på?

De, der høster børnesjæle, er jo ikke blinde. Deres øjne ser det samme, som vi andre ser. En halv million slagtet af disse bødler. Har de ingen skam, ingen samvittighed? Har de fået deres følelser ætset væk? Som andre får lavet en tatovering. For at markere et standpunkt eller en holdning, en stolt tilkendegivelse. Jeg fatter det simpelthen ikke!
 
Hvorfor bruger de giftgas? De har jo vundet. Efter mange års bomberegn har de reduceret landet til en ruinhob. Få bittesmå enklaver af modstand mangler at blive pulveriseret. Det går måske ikke hurtigt nok. Vi skræmmer lige med en klor- og sarincocktail. Putin er måske ved at løbe tør for penge til isenkram. Hvad koster det mon ikke at slå et syvårigt barn ihjel med bomber eller gift? De har sikkert regnet det ud. Gift er billigere end bomber. Follow the money!

Jeg fatter det simpelthen ikke! Prøver at sætte mig i Assads sted. Han kæmper for sit liv. Hvis han ikke gasser de små, så ender han som Gadaffi eller Saddam. Det er jo en slags rationalisering, den retfærdiggør, nærmest legitimerer handlingen. Ja, jeg kæmper for mit eget liv. Det er jo nærmest som selvforsvar! Og så er der mit folk. Jeg beskytter dem mod terroristerne, banditterne, alle dem der ikke kan lide mig, vantro forbrydere!

Jeg fatter det stadig væk ikke! Putin til en vis grad, måske. Hjernevasket som ung af KGB. Gennemgik sikkert deres KOLD SKID-program til ug med kryds og slange. Det er 12 med pil opad i dagens terminologi. Og så tror han på alle sine løgne, ligesom en vis tidligere konge af Manhattan. Måske har han glemt Tjetjenien og Afghanistan. Syrien kan ikke blive meget anderledes for hans stakkels kosakker. Måske er han bare helt ligeglad. Han er zar på livstid, og han kan tæve en tiger. Og så er han kun en lille mand.

Jeg fatter dem ikke.
Assad og Putin. Jeg fatter dem simpelthen ikke! Hvad tænker de på om natten, lige før de falder i søvn? Hvad gør de, hvis de pludselig får en ubehagelig indskydelse? For eksempel at prøve på at agere som et normalt menneske med følelser og empati. Hvordan håndterer de følelser for deres nærmeste? Elsker de nogen? Andre end sig selv altså. Jeg går ud fra, at de har eller har haft mødre. Var eller er deres mødre stolte af deres sønner? Verden synes nu om stunder ret fuld af ledere med den samme tydelige gensammensætning. De har eller har vel også haft mødre? Jeg fatter det simpelthen ikke!

Billederne af krig uden regler og grænser gik verden rundt. Endnu en gang var vi alle vidner til en gru, der borer sig ind i sjælen og efterlader en i en ren følelse af afmagt og angst. Disse mennesker er svære at stoppe. Assad og hans bonkammerat Putin. Det er ikke så meget deres fremtrædende psykopatiske karaktertræk - det er deres smil, der får mig til at skide grønne grise!

Men det der rigtigt fik koldsveden til at glide koldt ned ad ryggen på mig, var om morgenen efter de tre allieredes præcisionsbombninger af kemiske våbenlokationer, da billederne af Assad på vej til arbejde, som om intet var hændt, flimrede forbi på skærmen. Det var, som om tiden stod stille. I et kort øjeblik var det, som om hele scenen foregik i slowmotion: Den høje skikkelse med den aparte hovedform, iklædt et ulasteligt, nærmest i overført betydning uplettet jakkesæt, sikkert syet til de noget usædvanlige mål af de fineste skræddere i London; det er Assad med sin nydelige skoletaske af kalveskind.

Han dukker op i baggrunden af et lokale, som minder om alle andre despoters pragtfulde paladser. Belysningen får marmorgulvene til at skinne som et hav, der deler sig for fødderne af profeten, der uden en bekymring i verden langsomt skrider nærmere og nærmere, som var det en vandring op ad kirkegulvet. Pludselig er han væk, og salen er atter tom. Assad på vej fra privaten til kontoret. En dag som alle andre. Men han var helt alene - med et lille, næsten usynligt smil på læben. Koldsved.

Assad alene i verden. For det er han, helt alene. I sit eget helvedes palads.

Michael Ford er forfatter til bl.a. KOMA-trilogien om en mulig vej til fred i Mellemøsten og en tostatsløsning mellem Israel og Palæstina.
 

Solnedgang - Michael Ford
Michael Ford | CVR: 26999545 | Lergraven 5, DK-3140 Ålsgårde  | Tlf.: +45 48717071